Humaniora for alle

Af Jesper Eckhardt Larsen,

Humaniora er i krise. Alle, der har forstået Helge Sanders planer for humaniora ved, at der er krise, og at regeringen ønsker at detailstyre universiteterne ud af denne krise. Derfor er der grund til at diskutere de reelle løsninger. Mit bud er, at humaniora skal være for alle universitetsstuderende! Så kort kan kriseløsningen formuleres. I stedet for at betragte de humanistiske fag som rene specialistuddannelser fortjener langt flere studerende at få del i de indsigter, humaniora tilbyder. Diskussionen om humanioras berettigelse i et videnssamfund har frem for alt fået formidlings- og dialogargumenterne frem. Humanistisk viden er ikke egnet til at forblive i elfenbenstårnet – den vil ud, diskuteres og benyttes. Krisen er udelukkende en formidlings- og dialogkrise.

Først er der i denne diskussion grund til at se til USA. Den amerikanske collegeuddannelse, det vil sige de første fire år på universitetsniveau i USA, omfatter det, man kunne kalde en højere almendannelse. Det amerikanske liberal arts college kan med danske øjne ses som en krydsning imellem en fortsættelse af gymnasiet, en folkehøjskole og et universitet. Man lærer ikke kun om sit specialfag, sit major, men har en bred vifte af muligheder for at udvide sin horisont inden for såvel humanistiske, samfundsvidenskabelige som naturvidenskabelige, kreative og handelsrelaterede områder. Det, denne institution formår i USA, er at være en kreativ og dynamisk ramme for unges selvrealiseringsønsker, samtidig med at man i løbet af de fire år også får afklaret sig fagligt og forberedt sig på en erhvervsrolle efter college. Oven på de fire år er der talrige varianter af kortere eller længere masteruddannelser, der mere specialiseret rettes imod professioner og erhvervsfunktioner. Også kommende jurister, læger og ingeniører skal igennem den brede almendannende collegeuddannelse i USA. Dermed undgår man, at disse unge som i Danmark får deres intellektuelle horisont drastisk indsnævret allerede i 19-års alderen, hvor de går ud af gymnasiet og ind på en specialuddannelse. Hen imod slutningen af de fire år på bachelor bruges mere og mere tid på hovedfaget, og man forbereder sig mere målrettet imod sin fremtidige karriere. Hvor den europæiske universitetsuddannelse er specialiseret fra start til slut, bevæger den amerikanske sig altså fra bredde til dybde. Og hvad man bruger af tid på bredden, er snart vundet i faglig motivation og modenhed, når specialet er valgt.

En dansk udgave af denne model ville med det nuværende høje faglige niveau på alle universiteterne sikre forskningsbaseret undervisning i alle fag, også i de tilvalg, der ikke hører til de studerendes hovedfag, men til de obligatoriske spredningskrav. Man ville altså kunne udnytte den solide reelle faglighed – som regeringen efterlyser så stærkt i hele uddannelsesforløbet – i stedet for at tillempe og udtynde humaniora, som det somme tider sker. Den store popularitet af humanistiske fag f.eks. på Handelshøjskolen i København (CBS) bygger jo på den faglighed, som de populære undervisere – man kunne nævne filosofferne Ole Thyssen og Ole Fogh Kirkeby eller tyskfilologen Per Øhrgaard – har opnået på de klassiske humaniorauddannelser. Ud over handelshøjskolerne har både sundhedsuddannelserne og de tekniske uddannelser allerede lidt af denne slags humaniora. Det er al ære værd, at man formår at bygge bro imellem den humanistiske kernefaglighed og så erhvervslivets problemer, og samtidig viser dette eksempel, at vi som nation eller enkeltindivider ikke kan undvære den rene vare.

Hvad skal vi med den humanistiske viden i et videnssamfund? Modsat anklagen om forældelse udmærker humaniora sig ved i den grad at være relevant for enhver. Blot et kig på debatterne om synet på Anden Verdenskrig viste med al tydelighed, at alle må have en så dyb indsigt som muligt i landets historie for at kunne tage stilling til, hvordan vi ønsker at forholde os til store moralske dagsordner. Og modsat statsminister Anders Fogh Rasmussen, som i debatten havde en meget afvisende holdning til en dialog med sagkundskaben, vil jeg fremhæve, hvor helt uundværlige faghistorikernes bidrag var i denne sammenhæng, noget som allerede filosoffen K.E. Løgstrup påpegede i den tidlige efterkrigstid. Men humaniora er mere end dette. Alle livets praksisområder – at kommunikere – at tage moralsk stilling – at være kreativ – at afklare sig sit verdensbillede – har hver sin fordybelsesviden inden for humaniora. Humaniora vokser ud af det levede livs problemer. Humanistisk viden er derfor i realiteten uomgængelig for enhver. Spørgsmålet er blot, om vi som land skal give plads til at forhøje refleksionsniveauet for alle borgere via et mere intimt møde med forskere, der har brugt et liv på at fordybe sig – eller om vi som statsministeren skal vende ryggen til fagligheden i et forsøg på at styrke den liberale selvtillid. Den bredere almendannelse, der ville blive et resultat af en liberal arts model for alle universitetsstuderende ville fremme det, der i pædagogiske kredse diskuteres som medborgerlig dannelse – eller citizenship education. En liberal arts almendannelse på universitetsniveau ville være en væsentlig styrkelse af den medborgerlige dannelse i Danmark. Vi har brug for reflekterede og veloplyste borgere – langt ud over dels gymnasiets bidrag til denne dannelse, dels de specialiserede studerende vi nu har f.eks. i historie. Den danske tradition har skilt princippet om at lære for livet ud af sine højere uddannelsesinstitutioner. Denne store tanke, som Grundtvig fremhævede med stor virkning, blev forvist til de nu ligeledes kriseramte folkehøjskoler i den danske kontekst. I USA er denne formel blevet integreret fuldstændig med de højere uddannelsesinstitutioner. På et amerikansk liberal arts college lærer man både for livet og for erhvervslivet! I de første år på et college er der mulighed for at opgradere sine evner til regnskabsføring og ved siden af tage kurser i kinesisk filosofi og spille skuespil om aftenen sammen med sine medstuderende under vejledning af en kyndig kapacitet. Denne livsform på college giver mindre anledning til sabbatår, frafald og fjumreår. Da jeg selv efter gymnasiet brugte et år på et liberal arts college i USA, følte jeg, at jeg blev taget alvorligt som et helt menneske ved siden af at være en fremtidig jobindehaver. I Utrecht i Holland har man indført en liberal arts bacheloruddannelse efter amerikansk forbillede integreret i et klassisk europæisk universitet. Og denne uddannelse er blevet utrolig populær. Dette viser, at ideen sagtens kan implementeres i en europæisk kontekst. Regeringens politik er i øvrigt helt i tråd med den amerikanske collegetanke. De sidste par års kanon-initiativer viser en ærlig og dyb interesse for at styrke den generelle almendannelse – særlig med hensyn til den nationale kulturarv. Og dette er prisværdigt. Men regeringen lader til at glemme, at uden humanistiske forskere og studerende vil omgangen med denne kanon højst blive et diskret vip med hatten – før man haster videre til livets egentlige sager. Kanondebatten er speciel, fordi den lader til at forene de politiske modsætninger imellem højre og venstre. Langt de fleste er enige i, at det bedste, der er tænkt, sagt og skabt – for at citere den engelske pædagog Matthew Arnold – fortjener at komme alle til gode. Men det er også oplagt, at kanondebatten stammer fra en tradition, som råder over en helt central institution til denne form for almendannelse – den angelsaksiske collegeuddannelse. I Danmark lader det til, at kun gymnasiet kan tjene den almene dannelse. Dette er i lyset af videnseksplosionen og princippet om livslang læring en helt uholdbar indstilling. Den almene dannelse skal naturligvis følge med hele livet – og hvad er mere oplagt end at udbyde almendannende kanonkurser på institutionen for den højeste viden – universitetet? Dette skal naturligvis ikke være alt, hvad universitetet har at tilbyde. Af hensyn til hele uddannelsessystemets kvalitet skal der udbydes alle de samme humanistiske fag på masterniveau som nu – og måske flere. Men dette skal være et tilbud for dem, der vælger denne type profession, eller dem, der er så videbegærlige, at de er indstillede på at studere et fag, hvor jobbet ikke nødvendigvis passer én til én med uddannelsen. Disse mennesker er ikke tabere i videnssamfundet, men stærke videnstilegnere, der er utrolig godt rustede til videre- og genuddannelse, når det viser sig nødvendigt. En misforståelse, der næsten vækker associationer til industrisamfundets fordisme-tænkning – er den, at man kan rationalisere ved at skære de små humanistiske fagmiljøer bort i et forsøg på effektivisering. Humaniora er ét skridt videre – og har på denne måde foregrebet videnssamfundet. Her er mangfoldighed en kvalitet i sig selv. Spændvidden på den hjemlige faglighed – altså også specialisterne i de helt små sprog- og kulturfag spredt på institutionerne i landets regioner – er en rigdom for refleksionens bredde og dybde på en gang. Man vinder intet ved at nedlægge små fag – tværtimod kræver det utrolig små investeringer at opretholde en meget bred kompetenceprofil på den danske scene. Det danske videnssamfund kan nyde godt af en så ‘bredbåndet’ kontakt til udenlandske vidensmiljøer som muligt, der netop sikres ved få, men dygtige repræsentanter for selv meget eksotisk viden. Vi udspænder sammen et net af viden – og det er bredden af dette net, der udgør vores kollektive mulige tankebredde, som igen ruster os til at møde det uforudsete – det uforudsigelige i den historiske udvikling, der ligger foran os.

Men hvor mange studerende har vi brug for inden for de forskellige faggrupper? Masseuniversitetet er et barn af 1960′erne, men med et stadig stigende studentertal helt frem til i dag. I Danmark tager nu 29 procent af aldersgruppen fra 25 til 34 år en lang videregående uddannelse. Men hvad læser disse mange studerende da i dag? For de egentlige universitetsuddannelsers vedkommende var fordelingen blandt kandidaterne i Danmark 2001 den, at medicin- og sundhedsfagene var de største fag med 30,8 procent af de studerende, efterfulgt af samfundsfag, jura og handelsuddannelserne med samlet 24,2 procent af de studerende, humaniora og de kunstneriske fag udgjorde14,4 procent af de studerende, de pædagogisk rettede fag 11 procent, ingeniørerne 9 procent, biologi, fysik, matematik og it samlet 7,1 procent (OECD 2003). Hvad siger disse tal? De fortæller, at universiteternes uddannelsesfordeling som helhed har fulgt udviklingen i det funktionelt uddifferentierede samfunds behov for kvalificeret arbejdskraft. Langt de fleste universitetsuddannelser er før som nu tydeligvis rettet imod særlige samfundsfunktioner. Den præcise strukturtilpasning er naturligvis et yndet spørgsmål for regeringen, og her beder man til højere magter om, at færre dog ville læse humanistiske fag, flere ingeniørvidenskab, naturvidenskab og handel. Og der bliver henvist til Sverige, som har minimeret sit ‘spild’ ved bare at have 5,7 procent kandidater inden for humaniora og de kunstneriske fag. Dog er denne andel hverken særlig stor eller lille i Danmark i forhold til OECD-gennemsnittet på 12,0 procent. En ud af syv studerende læser humaniora eller et kunstnerisk fag; det har vi vel råd til som samfund! I USA og Storbritannien er andelen på henholdsvis 14,2 procent og 16,8 procent. Erfaringen viser derudover, at man må være varsom med at planlægge ud fra ekstrapolationer af arbejdsmarkedets aktuelle behov. Tidligere satsninger på f.eks. ingeniører og læger har ført til store pukler af arbejdsløshed inden for disse fag. En tommelfingerregel kan derfor være forsigtighed og bestræbelser på at bevare mangfoldigheden i arbejdsstyrkens kvalificering. Videnskabsministeren er tidligere blevet mere vildledt end vejledt af en rapport om de humanistiske fag. Rapporten blev til under et ministerielt kommissorium, som i sig selv var relativt åbent og visionært. Arbejdsgruppen, der overvejende bestod af folk fra handelshøjskolerne, valgte dog selv udelukkende at beskrive det mindretal af kandidater, der bruger deres uddannelse til at få job i det private erhvervsliv. Ved at skære hele roden til de humanistiske fags eksistensberettigelse bort formår rapportens forfattere at gøre ægteskabet imellem ‘tomme’ formelle kompetencer og businessrelevans til eneste berettigelse for de humanistiske uddannelser. At indsigt i og kvalificeret debat om politiske, etiske og filosofiske forhold angiveligt ikke skulle give deltageren et mere kvalificeret syn på etik, menneskelighed og bløde værdier er også en påstand, der skriger til himlen. Hvorfor vil vores statsminister og med ham regeringen ikke have tillid til historikere eller andre, der har ofret tid og kræfter på virkelig grundigt at sætte sig ind i fortidige og samtidige politiske, moralske, kulturelle, etiske, æstetiske eller filosofiske forhold? Hvad er det for en frygt? En relevant frygt kunne være, at når ‘eksperttyrannen’ har talt, så kan alle andre ikke være med i debatten. Der bliver en status- og videnskløft. Men hvad skal man gøre ved en sådan kløft? Afskaffer man den ved ikke længere at gå i dialog med ‘eksperterne’, dem, der har fordybet sig, så kan det være, at operationen lykkes, men patienten, videnssamfundet, dør. Målet med humaniora må være kommunikerende forskning, dialog. At hæve det almene niveau, for at alle kan gå i dialog med forskerne. Og én passende institution for denne dialog er universitetet. Det både almendannende og kompetencegivende universitet. Vågn op, universitetsbestyrelser!

Hvorfor er Dansk Industri den mest fantasiforladte organisation i kongeriget Danmark?

Af Jesper Eckhardt Larsen

Direktør Lars B. Goldschmidt fra Dansk Industri ved noget om forskning: enten forsker man i stumfilm fra 30erne og oldgræsk eller også forsker man i nanoteknologi. Dette standpunkt fremgår af kronikken d.4. november i Politiken. Og så har han et regnestykke, der går ud på, at der hvert år udklækkes 120.000 kemi-ingeniører i Indien og ”kun” knap 3000 i Danmark. Man kunne følge hans tanke videre. Hvis nu 3-4 % af alle danskere holdt op med at tage på højskole og læse om demokratiopfattelsen hos Hal Koch og Grundtvigianerne under besættelsen, eller om menneskerettigheds-diskussionerne efter den franske revolution og i stedet uddannede sig om som ingeniører, ja – så ville Danmark med bare 5 millioner indbyggere have lige så mange ingeniører som et subkontinent. Dansk Industri længe leve. Dette er tanker fra den visionære danske industris fremmeste talsmand. Et alternativ til disse tanker kunne lyde sådan her. Et mere fantasirigt scenarium fremskriver de udviklingstendenser som de sidste 30 års globale arbejdsdeling lægger op til: efterhånden er den industrielle produktion lagt ud til de nye økonomier i Kina og Indien. Med de både negative og positive følger for disse lande, som man kan læse om fra avisernes korrespondenter. Og hvad er da blevet ”vores” opgaver i denne nye verdens arbejdsdeling? Et kort svar er videnstung, kompleks, symbolmanipulerende og kreativ innovation. Og næste spørgsmål er så, i hvilke samfund sådanne arbejdskræfter trives bedst i? Ja, gæt selv – i vidensglade, mangfoldige og levende intellektuelle kulturer, hvor man tænker på andet end jernindustrien – ikke for at undervurdere Nakskov Skibsværft, men er det dét Danmark skal leve af i 2050? Næppe!

To steder hvor nye vidensvirksomheder blomstrer op globalt set er både omkring de store levende byer i USA og i centraleuropæiske byer som Zürich. Her samles hjerner fra hele verden i firmaer som Google og Microsoft, og udvikler dagen lang – for om aftenen at nyde tunge diskussioner om betydningen af det (oldgræske) demokrati for USA’s selvopfattelse efter Anden Verdenskrig, eller om historisten Ranke havde ret i, at krige i længden fører til moralsk udvikling af menneskeheden? I dette selskab tror jeg at Lars ville sige: ”jo – jeg spiller da Golf, men ellers er mine interesser penge, penge og penge. Jeg interesserer mig kun lidt for, hvad de går til, det er for nemt!” (en samfundsøkonomisk prioritering imellem atomvåben eller bred og kritisk uddannelse kunne f.eks. være et interessant spørgsmål at stille Lars). Altså: kære danske industriledere og industriudviklere: hvad vil i helst have at Danmark bliver: en forstad til Stalins utopi om en tung jernindustri? Eller til et levende og ”klogt” sted a la Seattle og Zürich? Jeg ved godt, hvad de fleste danskere ville svare. Og også, hvad de mennesker, der endnu ikke ved, at de skal være danskere senere i deres liv vil svare! Dansk Industri – tag jer sammen!

I kunne jo besøge et af de globalt ledende universiteter i USA og spørge om ikke de snart nedlægger deres afdelinger for filosofi, globale kulturstudier, politisk tænkning og vestlig civilisationshistorie. De ville stille og roligt vise jer døren. I er da for kedelige og dertil fuldkommen fantasiforladte. Det tegner ikke godt for dansk konkurrenceevne, hvis dette er refleksions- og innovationsniveauet for – ja ”Dansk” industri….

USA’s multikulturalitet er en dybt forankret motor bag flere former for humaniora. Den ene side af denne tendens er ønsket om at skabe, hvad der ikke findes historisk: et fællesskab om et sæt af historiske erfaringer, der binder et stort demokrati sammen. Altså den vestlige politiske historie siden Atnens demokrati, over Rom og frem til oplysningstidens menneskesyn, der har dannet grundlag for USA’s selvforståelse i 200 år. Den anden side er det, man med den tyske filosof Joachim Ritter kunne kalde den kompensatoriske og erindrende funktion af humaniora. I den realiserede moderne utopi, hvor alene materielle goder og politiske rettigheder definerer medborgerskabet, der får den enkeltes og den større eller mindre etniske eller religiøse gruppe den funktion, at den danner et ”Gemeinschaft” midt i det nivellerende ”Gesellschaft.” Derfor sponsorerer det islandske selskab i USA en lærestol ved et amerikansk universitet i islandske studier og kultur. Eller en bulgarsk rigmand giver penge til, at et universitet kan støtte en lærestol i bulgarsk. Altså ideen om, hvad man tager med på en tømmerflåde eller en øde ø af åndelig føde og minder fra ophavslandet. Danmark har en anden historie. Det nationale fællesskab blev defineret etnisk og sprogligt efter tabet af den multikulturelle og flersprogede helstat. Og herefter er det blevet taget for givet – til absurde situationer i 2008, hvor ministeriets undervisningsmateriale om demokrati hedder ”Demokrati på dansk” og på forsiden bærer et billede af en tørklædeklædt muslim. Demokratiet, fællesskabet og ophavet er og skal i evighed være danskheden. Dette kan intet rokke – og intet skal rokke det. Realiteten er, at Europa også mht. flersproglighed og multikulturalitet konvergerer med den amerikanske udvikling. Dette er hverken et politisk håb eller et ønske – men en politisk og demografisk realitet. Trods recession er der behov for indvandring, som DI da også erkender. Vi skal kunne tiltrække folk der ikke har Grundtvig med i bagagen. Hvad vil disse mennesker, ud over lave skatter og billige biler ønske af det danske kulturelle, politiske og uddannelsesmæssige fællesskab? De vil mindst kræve, at man lærer om andet end Danmark i Danmark. Et simpelt og kort ønske – der dog kræver en del investeringer og offentlige og politiske tiltag for at realiseres. Et lille og ydmygt ønske er, at DI erkender dette som et reelt behov. Professor i sprog ved DPU, Århus Universitet Anne Holmen argumenterer for en erkendelse af den reelle flersproglighed også i Danmark. Jeg tillader mig at tilslutte mig med et ønske om en erkendelse af den reelle globale sammenknyttethed – også inden for dette lille lands grænser. Vi hænger sammen med Pakistan, UK, Japan, Korea, Somalia og Tyskland på måder, som gør at et velfungerende globaliseret videnssamfund også har behov for viden om disse landes kulturer, ophav, historier, forskelle og ligheder. Det er out-dated at mene som visse østrigske kommentatorer at negrer ikke egner sig til Vesten. Det er lige så out-dated at mene som DI – at al udvikling er teknisk og teknokratisk defineret. Husk på, at menneskene følger med. Så kort kan det udtrykkes. Humaniora, multikulturalitet og flersproglighed er ikke en del af problemerne i globaliseringens tid, de er en del af løsningerne.

Flere temaer kunne være relevante at bringe op i denne sammenhæng: er en rent teknokratisk uddannelse en dårlig uddannelse? Hvorfor er socialdemokrater (som Lars B. vist nok er en særlig eksponent for) særligt fantasiforladte? Hvorfor følger de borgerlige i Danmark denne socialdemokratisme? Hvor er f.eks. den dannede borgerlige opposition til dette? Hvor er den samfundskritiske og kulturkritiske tanke i socialdemokratismen? Hvor er den historiske bevidsthed hos Lars B.? Hvad er gået galt i uddannelsen af danske erhvervsledere?

Humaniora i globaliseringens æra

Af Jesper Eckhardt Larsen

I lyset af den tendentielle danske politiske konsensus om det fremmede og særligt de fremmede er der behov for humaniora. I dette korte indlæg om, hvad humaniora skal i det kommende århundrede er denne dagsorden efter min opfattelse den centrale. Tesen er, at humaniora er en vej til at se, at den fremmede måske ikke er SÅ fremmed… Dette er den gængse ide om, at viden om mennesker i fortidige og nutidige kulturer på en positiv måde kan bidrage til en større forståelse og tolerance. Denne ide var typisk fremme efter det tyvende århundredes to største katastrofer: den første og den anden verdenskrig. Erfaringer gør ondt, men man bliver også klogere. Verdenskrigene gav stødet til først Folkenes Forbund og siden hen FN. I begge organisationers virke fulgte en støtte til interkulturel viden og uddannelse, uddannelse og atter uddannelse. Men humaniora kan mere end at gøre den fremmede mindre fremmed. Den kan også få den virkning at det velkendte måske ikke er SÅ velkendt… Hvad ville en dansker fra 1980, der havde boet i isolation i 29 år sige om Danmark år 2009? Ville det være velkendte træk, der viste sig tydeligst, eller ville vedkommende studse over Dansk Folkepartis retorik, over angrebskrig i Irak og andre politiske dagligdagsfænomener? Nu kunne det måske lyde som om humaniora mest er for venstreorienterede humanister. Det tror jeg ikke. Dansk Folkeparti har støttet humaniora når den handlede om besindelse på det danske i form af viden om ikoner som Kaj Munk og viden om de venstreorienterede i den kolde krig. Det må bydes velkommen som bidrag til et kollektivt vidensprojekt. Dertil må man konstatere med et citat fra det norske humanistiske forskningråd, at humanistisk viden kan føre til mange forskellige virkninger: ”Ett og samme forskningsresultat kan også få stikk motsatte normative virkninger. Et aktuelt eksempel er at økt kunnskap om innvandreres kulturelle bakgrunn både kan slå ut i økt rasisme og økt tverrkulturell forståelse. Blant annet på grunn af slike forholdne har Området for Kultur og Samfund i foreliggende plan vært tilbakeholdent med å fastsætte konkrete kvantifiserbare mål for virkningene av samfunnsvitenskapelig og humanistisk forskning” (Området for kultur og samfunn. Strategisk plan 1994-97, 1994). For at slå koldt vand i blodet kan det være relevant at henvise til en antik stoisk filosof som indså, at det menneskelige også omfatter det umenneskelige. ”Intet menneskeligt bør være mig fremmed”, lyder humanismens valgsprog tilbage fra Seneca. Men omvendt er der vel den allerede nævnte mere optimistiske sandhed, at også menneskeheden lærer af sine erfaringer. Udtrykt ved en anden antik filosof, Cicero, er historien livets læremester – historia magistra vitæ.

Hvad er da humanioras område, hvis det ikke umiddelbart kun fører til forsoning og forståelse imellem gamle fjender? Dette er et umiddelbart udkast om de forskellige vidensområder: A) Humaniora omhandler det menneskelige i nær forstand. B) Samfundsfag omhandler det menneskelige i praktisk kollektiv forstand. C) Naturvidenskaberne omhandler det naturlige i bred forstand. D) Teknisk forskning omhandler det praktiske i teknisk forstand. Og E) teologisk forskning omhandler det guddommelige i menneskenær forstand. Der er væsentlige afkast imellem disse. Der findes teknisk forskning som rykker ved det menneskelige: som f.eks. genteknologi. Der findes humanistisk forskning som rykker ved synet på det kollektive: kritikken af den metodiske individualisme, eller psykologisk kritik af rational choice i økonomien. Der findes naturvidenskabelig forskning, der rykker ved epistemologien i alle videnskabssfærer: komplementaritetsprincippets indflydelse på al epistemologi. Denne liste kunne fortsættes meget langt. Det er bare ikke til at se disse crossovers før på lang tidsafstand. Det er en oplagt historisk indsigt, at enhver i sin samtid står i en mangfoldighed, der ikke er til at overskue. Det er først på historisk afstand, at tydelige fælles mønstre gør sig gældende. Vi er midt i en mangfoldighed rent vidensmæssigt, hvor det kan være den ubetydelige detalje, der er den mest lovende vej frem. For at underbygge denne påstand kan man se på videnskabshistorie om romantikken. Her bliver det tydeligt, at humanistiske og filosofiske ideer om ånden i verden, førte til elektromagnetismens opdagelse hos H.C. Ørsted, der dermed mente at skue en del af ånden i naturen. Vores adskillelse af vidensprojektet i kasser og discipliner yder ikke den frie vidensproces retfærdighed, hvilket netop videnskabshistorien kan lære os. Konklusionen på denne betragtning er: hvis ikke man forsker i det menneskelige i både tid og rum forbliver store mængder empirisk og teoretisk viden ude af vores søgefelt – og dermed masser af potentielle indsigter, der kan lave offspin i hele vores kollektive vidensprojekt. Humanioras felt er det menneskelige i tid og rum – og alle menneskelige aktiviteter og praksisser. Livet i bred menneskeforstand.

Men hvis humaniora angår det menneskenære er den i sagens natur mest relevant på en menneskenær måde. Dvs. at humaniora først og fremmest har en afklarende pædagogisk funktion. En dannelsesfunktion. Det menneskenære er både menneskerelevant og eksistensrelevant. Men det viser sig i en tid med tydeligere kulturmøder, at det helt menneskenære pludseligt og voldsomt kan blive kilde til samfundsmæssige og internationale konflikter. Med politiske sager om tørklæder både i et islamisk land som Tyrkiet, og i et lutheransk land som Danmark viser der sig eksempler på at det helt intime – forholdet til Gud – bliver en bombe i samfundsmæssig forstand. Derfor er, efter den kulturelle vending i megen både samfundsvidenskabelig og humanistisk teori, det menneskenære af høj relevans i et kollektivt perspektiv – uden derfor at antage en metodisk individualisme – dvs. at alt i en teori om samfundet skal føres tilbage til egenskaber ved individet. I et forsøg på at skelne imellem viden, der er relevant for de få – det Immanuel Kant kalder den esoteriske viden og viden, der er relevant for de mange – som Kant kaldte den eksoteriske viden – prøver den tyske filosof Gunter Scholtz at argumentere for en bred formidling af humaniora. Hvor det moderne menneske med teknologiens og samfundssystemernes mange tjenester kan overlade store dele af vidensansvaret til andre, der består iflg. Scholtz en række områder, hvor den enkelte ikke kan fralægge sig et vidensansvar. Den enkelte må selv tage moralske, sociale og politiske beslutninger og sådanne beslutninger, der angår hans egen lykke og må derfor have orienterende viden inden for etik, politik, historie, sociologi, økonomi osv. Han må forholde sig til sig selv og det presserende spørgsmål om grundlaget for hans tilværelse og henvises da til religion, teologi og filosofi. Han må have et forhold til de fællesskaber, han tilhører, for at leve i disse og tage beslutninger i dem, og derfor behøver han viden om historie. Han må informere sig selv og deltage i samfundets kommunikationsprocesser for at leve i samfundet og være i stand til at tage beslutninger, og derfor behøver han en sproglig kompetence, opnået gennem de sproglige videnskaber. Hvad med praksis? I nyere forskningspolitik er målet først og fremmest praktisk eller lavere sagt rent økonomisk. En dansk humanist, Johan Nikolaj Madvig mindede dog i 1832 sine samtidige realister om ikke at definere praksis alt for snævert: “Man maa heller ikke glemme, at al Handlen for det, der skal fremmes i Livet, er Praxis.” Den gamle strid imellem realisterne og humanisterne, der dengang handlede om tiden fra ca. 6. klasse og til og med gymnasiet, er i dag ført op til et absurd højt uddannelsesniveau. På højeste niveau giver denne strid ikke mening. Måske har utilitaristen Herbert Spencer ret et stykke af vejen i sin rent madnyttige definition af, hvad der er nyttig viden, men da ikke hele vejen. Hans teori byggede på, at mennesket primært skulle have mad i munden og tag over hovedet. Denne tanke, der er oversat til økonomisk vinding i dagens neoliberale teknokratiske forskningspolitik er da en unødvendig reduktion af vidensprojektet og dets håb om ”nye tanker” ”nye indsigter” og somme tider ”nye løsninger.” I denne proces er poesi – og dennes læsning, historie – og dennes fortolkning, kulturer og forståelserne af dem en del af det vidensprojekt, der alt andet lige må til for at leve op til en åndsliberal grundindstilling rent videnspolitisk. Og mangfoldighedsargumentet er det nye argument for humaniora, der bedst virker sammen med humanioras natur, om den har en sådan: ikke fordismens masseproduktionslinjer, men den botaniske have er det bedste billede på humanistisk vidensproduktion. Hvis der er nye eksotiske planter, der hentes hjem i form af frø, så finder den gode gartner et sted, der netop kan nære denne nye plante på bedst mulig måde… ikke for at den skal overtage hele haven, men for at den netop får gode vækstvilkår, ydmygt, men til stede i samlingen. Det er helt forfejlet at tænke at små fag er lig med ubetydelige fag. Det kan være, at man ved hjælp af en enkelt dygtig forsker ved et af vores universiteter kan holde en vidensproces i gang, der så at sige kan dække et helt vidensområde for Danmarks vedkommende. Det er oplagt at Danmark som et lille land har mindre konkurrence imellem specialisterne – men denne konkurrence møder disse specialister når de (som alle gør!) deltager i internationale konferencer og netværk. Derfor er små fag vores vinduer ud til en større sammenhæng, der dermed holdes åbne. Denne ”importfunktion” kræver meget små investeringer, men er uhyre væsentlig for et lille sprogområdes overlevelse.

Men hvis denne botaniske have af viden skal have ”relevans” i videnssamfundet eller være ”accountable” som det hedder i de internationale tekster om den uddannelsespolitiske udvikling, så er formidling eller forskningskommunikation kerneordet. Den formidling, der hænger uløseligt sammen med ideen om vidensmæssig mangfoldighed og en almen dannelsesfunktion er det postmoderne tagselvbord. Det er afgørende, at viden i en dannelsesproces skal ”passe til” individernes meget forskellige udviklingslinjer. Derfor er frihed og tilgængelighed nøgleord i en uddannelsespolitik, der ikke skal stivne i teknokratiets spændetrøje. Mere konkret: det skal være muligt, at ”opdage” en interesse for filosofi, kernefysik, oldindiske religioner, demokratiets opståen og alt muligt andet også senere i ungdommen og i løbet af livet. Det uddannelsessystem, der tendentielt lukker flere og flere mulige kombinationer for den enkelte, fordi der kræves afgørende valg tidligere og tidligere i uddannelsesforløbet er direkte destruktivt for et levende videnssamfund. Det skal være muligt på alle trin at kombinere alle mulige vidensområder. De nyeste adgangskrav til universiteterne er et eksempel på regeringens teknokratiske indstilling til viden: Du skal altid allerede vide, hvad du vil vide ”når du bliver stor” – og det skal være i erhvervslivets interesse. Sagt med store bogstaver: SÅDAN ER UNGDOMMEN IKKE! (Medmindre en regering som forebyggende angreb tæsker lysten og livet ud af den, som det f.eks. er lykkedes den at fjerne lysten til at blive lærer i Danmark siden 2001). I et system for højere uddannelser, som har været styret på markedspræmisser i hele det tyvende århundrede, det amerikanske college og universitetetssystem, der har valgfrihed og kombinationsfrihed være nøgleord i at imødekomme de unges behov for alsidig dannelse – et behov, der naturligt hænger sammen med ethvert nysgerrigt menneskes levende optagethed af verden – hele verden omkring sig. Dette behov er det muligt at opfylde uddannelsespolitisk ved modultanken. På et amerikansk college kan du kombinere dig frem – og både tilgodese en drøm om et fremtidigt virke samtidig med, at en nysgerrighed over for politik, litteratur, historie, musik eller noget helt femte dyrkes ved siden af. Dette passer til en tid, hvor læringen skal være alsidig og livslang. Den danske tænkning har dette element i højskolerne – men disse taber terræn og trues af lukning. Det oplagte initiativ for at skabe relevans af humanistiske fag var at udbyde ret avancerede moduler til alle studerende på universitetet og på åbent universitet for alle andre – og så give plads til, at der løbende blev givet credit for, at man tager kurser helt ved siden af ens grundfag. Man skulle naturligvis have et grundfag – som kommende læge, tekniker eller jurist er der behov for lang tids fordybelse, men dette udelukker ikke at en levende nysgerrighed kan tilfredsstilles inden for rammerne af en universitetsuddannelse. På gymnasieniveau tilgodeses denne frihed meget mere i den danske tradition – men den glemmes oftest helt på universitetsniveau. Med masseuniversitetet ville der være en pædagogisk relevans af selv de små ordkidéfag, der ellers trues af lukning. Som strukturen er nu skal de udelukkende uddanne nye specialister – og dem vil der i sagens natur kun være begrænset brug for. De skal naturligvis udbyde moduler, der har alle universitetsstuderende som marked. Ikke kun andre humanister, men også kommende politter, jurister, læger og ingeniører. Et andet udslag af misforstået teknokrati, der hæmmer friheden i en verden af viden, er tanken om, at et råd skal afgøre den hele samtidige og fremtidige relevans af enhver uddannelse på forhånd. Det statslige akkrediteringsråd lider af den oplyste enevældes teknokratiske valgsprog: vi alene vide (find gerne deres hjemmeside og læs – det er en gravplads for unge og lovende ideer – et sørgeligt minde over den siddende ministers drab på fornyelsestrang og glæde). I et opgør med denne tanke satte Wilhelm von Humboldt en ægte åndsliberalisme: Hvis i sætter vidensprojektet frit vil det opfylde samfundets behov fra et meget højere synspunkt. Eller med mine ord: hvad der er nyttigt og relevant kan kun vise sig i tidens fylde. Eller frit efter Grundtvig: glem ideen om at livet kan tænkes igennem på forhånd – giv det frit og se hvad der vokser frem i frihed. Denne frihed skulle naturligvis omfatte alle vidensområder. De studerende med humanistiske grundfag skulle vælge frit i samfundsfaglige moduler, jurafag, naturvidenskabelige moduler osv. Dette er realiteten ved amerikanske colleges, hvilket i konkret forstand beviser muligheden af en sådan frihed i en uddannelsespolitisk og uddannelsestrukturel praksis. Kort sagt: det er i orden at der kræves relevans af humaniora – men denne relevans må vise sig pædagogisk frem for teknisk industrielt.

For at afslutte dette indlæg med humanioras særlige bidrag i globaliseringens æra vil jeg vælge at tro på den optimisme, der omgærede FN umiddelbart efter Anden Verdenskrig. Og denne optimisme er mere nødvendig nu end nogensinde. Den dannende eller den pædagogiske funktion af de humanistiske indsigter bliver tydeliggjorte i en multikulturel tid, eller om man vil en kulturel konflikttid – jeg foretrækker at se det som en tid med større og tydeligere kulturelle bevægelser. En udvidet referenceramme i den vedholdende indsats for at ”finde sig selv” er nødvendig i det moderne samfund – ligesom den har været igennem de sidste mange hundrede års historie af kulturelle krydsninger og bevægelser. I globaliseringen bliver det, med den postkoloniale litteraturforsker Gayatri Spivaks ord, mere og mere påtrængende at man i humaniora beskæftiger sig aktivt med at ”læse andetheden” (”reading otherness”). Ved at læse ”den anden” – eller ”de andres” litteratur – opnås den dannende virkning som Spivak også kalder ”the displacing power of education” – at uddannelse og dannelse fører til en bevægelse ud af det velkendte – ud til det fremmede – for derefter at vende tilbage til det velkendte, der dermed kan genoptages med en ny bevidsthed – måske bliver dette en kritisk tilegnelse – men under alle omstændigheder en forarbejdet gentilegnelse af det velkendte. Humaniora må ikke kun blive videnskab for dens egen skyld. Den væsentligste rolle er at være øjenåbner for den enkelte og kollektivet – en pædagogisk funktion, eller en dannelsesfunktion. I den tyske debat har man forsøgt at kalde dette for en orienterende funktion, og skelner dermed imellem umiddelbar teknisk nytteviden (Verfügungswissen) og så en bred virkelighedskonstituerende orienteringsviden (Orientierungswissen). Hermed skal humaniora sammen med både samfundsvidenskablig og naturvidenskabelig viden være med til at orientere om samtid, fortid, os selv og de andre. Denne viden er i den grad nødvendig i en kulturel bevægelsestid som vores. Og dette kan som program omsættes i to opfordringer til humaniora i det 21. århundrede: fasthold og udvid multikulturaliteten i humanioras genstandsfelter og sørg for en formidling via alle mulige kanaler til så mange som overhovedet muligt. Der findes ikke et menneske i noget moderne samfund – eller i noget udviklingsland – som ikke kunne løftes ved kendskabet til andetheden. Vi lever i globaliseringen æra. Humaniora kan som vidensfelt, som dannende viden, løfte netop den del af den forståelsesopgave globaliseringen stiller enhver.

Humaniora opstod i klodens første demokrati – Athen i 5. århundrede f.v.t. Det blomstrer i dag i de store velfungerende demokratier. Det lider i de store totalitære stater. Som John Stewart Mill sagde er forskningsfriheden en forlængelse af ytringsfriheden. Jeg maner til kamp for, at vores regering ikke går den forkerte vej. Det kræver mod at støtte og forsvare sin modstanders ret og mulighed for at bekæmpe en. Har VK-regeringen dette mod?